Følger maan med i beatprogrammerne i Danmarks Radio, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at en væsentling del af de spillede melodier er "de gode, gamle". Hele "Pop Før"-serien er et bevis på det. Også på de udenlandske hitlister lægger man mærke til, at mange gamle plader sælger tusinder, ja, enkelte gange endda millioner af eksemplarer igen.
Der er ikke noget at sige til det. Mange af de gamle popmelodier var virkelig fornøjelige. Havde en god produktion og et spændende indhold.
Det er det, der har fået nogle unge fyre mellem 24- 26 år til at lave gruppen Fumble og indspille en stribe af de adderbedsde melodier i deres egne versioner, der dog er meget tæt på originalerne.
Det er en prima plade. En sjov plade. En skøn plade. Det gynger helt eventyrligt, når Fumble begiver sig ud i en fanfare af hits som "Nut Rocker", "Teddy Bear", "Girl Can't Help It", "Oh Carol" og "Rave On". Der er tryk på fra begyndelse til slutning.
Det var denne type melodier, beatmusikken, startende med Beatles, var en reaktion på. Den gang blev de betragtet som rædsler. Nu føler man, de er så corny, at de er blevet camp.
Er det ikke sådan med alting? Når man kasserer det, er det umoderne og bliver betragtet som gammelt ragelse. 50 år senere antikviteter.
Fumble-albummet fortjener et stort publikum, fordi man ikke har et kedeligt sekund med den. Det er komprimerede klicheer og musikalsk tomgang, men kors, hvor er det fornøjeligt. (Sovereign).